UL Wobler. Leg med materialerne

En meget venlig sjæl, henledte min opmærksomhed på et område inden for endegrej. Som jeg intet kender til.
Nemlig UL – eller “Ultra Light” grej.

Det er i bund og grund, det samme som almindeligt grej – Bare meget mindre.
F.eks. så er min favorit wobler ca. 8 cm lang, og vejer 18 gram.
Ul versionen ville være omkring 3-4 cm lang, og veje 3-4 gram.

Det stiller nogle helt andre krav til: Materialer, design, værktøj – og koncentration under arbejdet.
Jeg har på fornemmelsen at det er møjsvært – Og derfor er det også en udfordring.
Som jeg tager op!

Jeg har i gået og funderet over tingene i et stykke tid. Så jeg har fået en del ideer til design og materialer.

Materiale 1 – Papir Micarta
Materiale 2 – Balsatræ

Min første UL wobler, skal være inspireret af min favorit wobler ” Den Sydfynske KystWobler”
De fleste “ældre” lystfiskere, kender denne gul/røde træpløk. Som havde det med at flække i enderne.

Materiale 1 – Papir Micarta

Min første tanke til materiale til wobleren, var Micarta.

Micarta er et simpelt materiale, som bruges meget til knivskæfter.
Micarta kan laves af stort set alle materialer, som kan stables og presses.

Typisk bruger man stof eller canvas, som imprægneres med epoxy eller polyester, som presses til en hård masse.

Jeg ville prøve med papir.
Ideen var at stable et antal gule papirstrimler, oven på et antal røde papirstrimler, så jeg fik en blok gul/rød micarta.

Designet

Som sagt skulle wobleren laves over “Den Sydfynske Kystwobler”
Men pga. vægt og størrelse, er jeg i tvivl om, om den overhovedet har nogen bevægelse i vandet.
Så jeg vil lave 2 versioner.

  1. Som gennemløber.
  2. Som wobler med ske.

Men først

Skal der laves noget micarta.
(jeg har desværre ikke fået taget nok billeder)

Jeg ville bruge noget farvet papir. Men det eneste jeg kunne finde i boghandelen, var farvet tyndt karton.
Men det går nok! Tænkte jeg.

  • Jeg klippede nogle strimler på 3×1 cm ud.
  • Strimlerne blev dyppet i Polyester.
  • Strimlerne blev lagt i en presse.
  • Det hele blev lynhærdet i varmeskab.
    (et gammelt køleskab, som der er sat en almindelig pære ind i, som varmekilde)
Her er strimlerne dyppet i polyester, og lagt i hjemmelavet presse. Det hele bliver lyn hærdet i varmeskabet.

Den færdige Micarta så helt rigtig ud.
Wobleren er en gennemløber. Så der skulle bores hul igennem til et messingrør.
Desværre flækkede blokken, da jeg borede den ud.

Det var ikke polyesteren som flækkede. Men kartonen der delte sig i to.
Polyesteren var ikke trængt gennem kartonen, på samme måde som det ville gøre med f.eks. stof.

Den færdige blok Micarta. Blokken flækkede da jeg borede den ud.

Det er en ommer!
Lige i øjeblikket vil jeg ikke bruge mere tid på Micarta’en.
Næste materiale jeg havde i tankerne er “Balsa træ”

Materiale 2 – Stabiliseret Balsa træ.

Jeg har noget forskelligt balsa træ liggende, og til denne wobler vil jeg bruge noget 5 mm. plade.

Første skridt er at lave nogle skabeloner, som jeg kan save efter.
Jeg har brugt Corel Draw tegneprogram til at lave skabelonerne.

Her mangler der billeder!
Men jeg har klippet skabelonerne ud, og limet dem på balsa pladen.
Dernæst er de skåret ud, og grovformet med file.

Der er desværre et stort problem med balsa træ.
Det er meget porøst og blødt i denne tykkelse. Så det skal “stabiliseres” så det bliver hårdt og solidt.

Stabilisering er en proces, hvor man fylder alle de mikroskopiske huller i træet, med en resin, som f.eks. epoxy – polyester – acryl eller lignende.
Denne proces opnås ved at lægge emnerne i resin, og sætte det under vakuum.
På den måde erstattes al luft i materialet, med resin.

Jeg vil her bruge noget som hedder “Cactus Juice”
Det er resin som er tyndere ende f.eks. epoxy.
Det hærder ikke kemisk som 2 komponent epoxy. Men ved hjælp af varme.

Her er delene lagt i resin i vakuum kammeret.
(træstykket ved siden af delene, er der for at støtte låget på vakuum kammeret. Det buer voldsomt, når der suges vakuum)

Nu skal der suges vakuum!

…… Jeg skal snart have lavet et nyt låg. Det er efterhånden umuligt at se gennem det.

Når der kommer vakuum, begynder væsken at “koge”
Det er luften der bliver suget ud af emnerne der er i væsken, samt luftmolekylerne i selve væsken.
Så når der ikke kommer flere bobler. Så er al luft suget ude af emnerne, og de tomme lufthuller er fyldt op med resin.

I det her tilfælde, tog det omkring 1½ time.

Så er det tid til hærdning.

Emnerne tages op af resinen, og pakkes ind i staniol.
Herefter skal det bages i  en ovn, i 15 minutter ved 80-90 grader.

Delene lægges i folie. Delen pakkes ind, og bages i ovn. Hvis hærdningen er lykkedes. Får emnerne en tør blank overflade.

Med en Dreml(kopi) har jeg fræset kanal ud, til gennemløb messingrøret, og limet delene sammen med 2 komponent epoxy lim.

Riller til messingrør fræses ud med Dreml. Delene limes med epoxy lim.

Delene er limet og hærdet. Så nu er det tid til finpudsning, og ud-balancering.

Wobleren set forfra, med messingrør.
Røret har en indvendig diameter på 1,0 mm.
Wobleren set fra siden, med målene:
L: 28,0 mm.
H: 8,0 mm.
B: 8,6 mm.
Vægtklods af hvidmetal.

Planen var at vægte wobleren med splithagl.
Men det viste sig, at splithagl ikke har tilstrækkelig vægtfylde.

Så prøvede jeg med loddetin – Samme problem.

Men hvorfor genopfinde den dybe tallerken? Jeg havde glemt, at jeg også havde hvidmetal.
Så med den smule hvidmetal jeg kunne presse ind i wobleren, fik jeg vægten op på 2 gram – På fruens køkkenvægt.

Nu håber jeg bare, at jeg kan få malingen til at veje et gram eller to. Så wobleren kommer op på 3-4 gram.

Mere følger når wobleren er malet.

Wobleren er blevet malet, og testet ved kysten.

Bemærk – Det er en testmodel. Så der er ikke gjort noget særligt ud af den.

Men – Den duer desværre ikke.
Wobleren er synkende, og burde bevæge sig i det midterste vandlag.
Men når den spinnes ind, stiger den op til overfladen – Uanset spinnehastighed.

Desuden er der ingen bevægelse i den overhovedet. Den går bare i en lige linie gennem vandet.

Fejlene må ligge i udbalancering, vægtning, og udformning.
Jeg tror at hvis den skal virke. Så skal der monteres en ske.

Desuden er jeg ikke tilfreds med balsatræet. Selvom det er stabiliseret, syntes jeg at det er for blødt.
Så jeg vil prøve et andet materiale – Og et andet design.

Materiale 3 – Fyrretræ stabiliseret.

Næste materiale bliver fyrretræ. Jeg nogle lister fra Jem&Fix liggende. De må kunne bruges.
Jeg vil også prøve med et andet design.
Denne her skal være med ske.

Der er skåret klodser ud til 2 woblere. De skal nu stabiliseres.

Træet er stabiliseret. Wobleren er savet ud. Der er fræset riller til den gennemgående tråd med øjerne.
Så nu skal det bare limes sammen.
En ting man aldrig kan få nok af, er ispinde til røre rundt med 🙂

Dernæst har jeg støbt balancevægt med hvidmetal.
Materialet til skeerne måtte jeg lige tænke lidt over. Men så kom jeg i tanke om CD omslag.
Det har lige den rigtige tykkelse. Det skal bare saves ud på båndsaven og files til.
For at få en god finish, har jeg vandslebet dem med slibepapir op til korn 8000.

Og her er ske og vægt limet på. Så nu skal de bare males.